Pernille Rosendahl
“Musikken er min kirke, mit rum, min mest oprigtige udtryksform. Når det gælder musik, kan min nysgerrighed aldrig mættes”
Det var hendes afdøde onkels pladesamling på syv meter, der vakte Pernille Rosendahls kærlighed til musik. Hun var bare ti år gammel og netop flyttet fra Aalborg til Falster, og fordi hun kedede sig og følte sig rodløs, gav hun sig selv lektier for. Hun ville lytte til de klassiske plader, de psykedeliske albums og til al den musik, der ikke blev spillet i radioen. Hun hørte Tchaikovsky og Billie Holiday, Savage Rose og Rolling Stones. Hun mærkede hendes nysgerrighed blive vakt mens hendes iboende nørde-gen blevet næret.
Musik var ellers ikke den åbenlyse vej for Pernille Rosendahl. For hun kom ikke ud af en musikerfamilie, men derimod en nordjysk købmandsfamilie, der satte ordentlighed og samfundssind, rettidig omhu og den gode handel over kreativ vildskab. Men nysgerrigheden. Nysgerrigheden var altid allestedsnærværende i hjemmet - og levede videre i Pernille, når hun isolerede sig i musikkens tjeneste. En nysgerrighed på verden, og en fortløbende samtale om, at alle skal bidrage med noget. En insisteren på, at evner forpligter, og en overbevisning om, at hvis noget er dig givet, skal du give det videre; ingen kan læne sig tilbage og kræve ind. Så det har Pernille Rosendahl aldrig gjort.
Den evige sult
Den glubske appetit på nye musikoplevelser fører den spirende sangerinde til det lokale hiphop-miljø, hvor hun flirter med lyden af Public Enemy og NWA, House of Pain og Beastie Boys. Og siden sender nysgerrigheden hende videre til København, hvor hun både når at blive del af et reggaeband og synge kor for Savage Rose, inden hun er fyldt 20 år. Ti år senere har hun nået at være på musikalsk dannelsesrejse i London, give koncerter i New York og blive frontfigur i det internationale succesband, Swan Lee, som hun stifter med guitarist Jonas Struck og trommeslager Emil Jørgensen. Bandet skaber sammen tre plader, et utal af hits og belønnes med en række af priser i de første (næsten) ti år, de eksisterer. Den dag i dag er lyden af Swan Lee fortsat relevant og markant, fabulerende og overdådig - og uprætentiøst glamourøs, hvorfor en genforening i 2023 syntes lige så uundgåelig, som den var velkommen.
Efter årene med Swan Lee er Pernille Rosendahl klar til at afsøge nye sider af sit talent, og hun danner bandet The Storm sammen med musiker Johan Wohlert. På de tre albums, som The Storm når at udgive, fortolker de flere dimensioner af rockens væsen fra den mørke, tunge amerikanske lyd til den mere melodisk-melankolske, nordiske stil.
“Musikkens kraft er, at den kan udtrykke noget essentielt om livet med toner og ord. Som musiker arbejder du i empatiens tjeneste. Musikere fremmaner skæbnetråde og mindetråde - og vi vækker folks følelser
til live.”
Altid elev i nysgerrighedens skole
Siden 2016 har Pernille Rosendahl primært udfoldet sig som solo-artist og musisk aktivist. Hun har ikke alene udgivet to anmelderroste albums, “Dark Bird” og “The Hurt”, hun har også udfordret konventionerne for, hvordan en turné skal se ud, og hvem der skal have adgang til musikkens rum. Hun har taget sin musik ud til kirker og museer, til det lille publikum og den store sal. Og hun har talt kvindernes sag op i sin egen branche. En branche, der fortsat er præget af sexisme og ageism, af bro-culture og patriarkalske magtstrukturer.
“Der er nok et kriger-gen gemt i mig; en stædig insisteren på, at jeg bedst selv ved, hvad der er rigtigt for mig. Min overbevisning er, at jeg altid arbejder i de lange stræk, så der er ikke plads til de nemme løsninger. Jeg lever i overensstemmelse med mine egne principper, og jeg har skabt min egen skole
i en branche, der ikke er god til at facilitere et trygt og kraftfuldt ståsted for kvinder.”
Pernille Rosendahl stiller sig frem, lytter og siger fra - fordi hun har øvet sig i så mange år på at udfordre sine egne evner, formidle den virkelighed hun har oplevet, og modstå de lette, kommercielle valg, hvis de kompromitterer hendes egen stemme, lyd og overbevisninger.
“Det vigtigste du har som kunstner er originalitet. Der er kun en af dig, og det faktum alene, repræsenteret en høj værdi. Hvis du er tro mod din stemme, dine evner og din nysgerrighed, så smitter det af på din kunst. Ikke fra den ene dag til den anden men over tid. De velkendte 10.000 timer - og mere til - er dét der skal til, for alle der vil søge ind i musikkens væsen eller enhver anden form for kunst. Musikken er ikke kommet let til mig. Jeg har sunget hver eneste dag, øvet skalaer og lavet små melodiløb. Jeg konsulterede de syv meter plader som barn, jeg udforskede musikkens mange former som ung og lige nu…? Lige nu skriver jeg på mit første danske album, og jeg fordyber mig i den danske sangskat. For jeg er stadig nysgerrig.”
Pernille Rosendahl
“Musikken er min kirke, mit rum, min mest oprigtige udtryksform. Når det gælder musik, kan min nysgerrighed aldrig mættes”
Det var hendes afdøde onkels pladesamling på syv meter, der vakte Pernille Rosendahls kærlighed til musik. Hun var bare ti år gammel og netop flyttet fra Aalborg til Falster, og fordi hun kedede sig og følte sig rodløs, gav hun sig selv lektier for. Hun ville lytte til de klassiske plader, de psykedeliske albums og til al den musik, der ikke blev spillet i radioen. Hun hørte Tchaikovsky og Billie Holiday, Savage Rose og Rolling Stones. Hun mærkede hendes nysgerrighed blive vakt mens hendes iboende nørde-gen blevet næret.
Musik var ellers ikke den åbenlyse vej for Pernille Rosendahl. For hun kom ikke ud af en musikerfamilie, men derimod en nordjysk købmandsfamilie, der satte ordentlighed og samfundssind, rettidig omhu og den gode handel over kreativ vildskab. Men nysgerrigheden. Nysgerrigheden var altid allestedsnærværende i hjemmet - og levede videre i Pernille, når hun isolerede sig i musikkens tjeneste. En nysgerrighed på verden, og en fortløbende samtale om, at alle skal bidrage med noget. En insisteren på, at evner forpligter, og en overbevisning om, at hvis noget er dig givet, skal du give det videre; ingen kan læne sig tilbage og kræve ind. Så det har Pernille Rosendahl aldrig gjort.
Den evige sult
Den glubske appetit på nye musikoplevelser fører den spirende sangerinde til det lokale hiphop-miljø, hvor hun flirter med lyden af Public Enemy og NWA, House of Pain og Beastie Boys. Og siden sender nysgerrigheden hende videre til København, hvor hun både når at blive del af et reggaeband og synge kor for Savage Rose, inden hun er fyldt 20 år. Ti år senere har hun nået at være på musikalsk dannelsesrejse i London, give koncerter i New York og blive frontfigur i det internationale succesband, Swan Lee, som hun stifter med guitarist Jonas Struck og trommeslager Emil Jørgensen. Bandet skaber sammen tre plader, et utal af hits og belønnes med en række af priser i de første (næsten) ti år, de eksisterer. Den dag i dag er lyden af Swan Lee fortsat relevant og markant, fabulerende og overdådig - og uprætentiøst glamourøs, hvorfor en genforening i 2023 syntes lige så uundgåelig, som den var velkommen.
Efter årene med Swan Lee er Pernille Rosendahl klar til at afsøge nye sider af sit talent, og hun danner bandet The Storm sammen med musiker Johan Wohlert. På de tre albums, som The Storm når at udgive, fortolker de flere dimensioner af rockens væsen fra den mørke, tunge amerikanske lyd til den mere melodisk-melankolske, nordiske stil.
“Musikkens kraft er, at den kan udtrykke noget essentielt om livet med toner og ord. Som musiker arbejder du i empatiens tjeneste. Musikere fremmaner skæbnetråde og mindetråde - og vi vækker folks følelser
til live.”
Altid elev i nysgerrighedens skole
Siden 2016 har Pernille Rosendahl primært udfoldet sig som solo-artist og musisk aktivist. Hun har ikke alene udgivet to anmelderroste albums, “Dark Bird” og “The Hurt”, hun har også udfordret konventionerne for, hvordan en turné skal se ud, og hvem der skal have adgang til musikkens rum. Hun har taget sin musik ud til kirker og museer, til det lille publikum og den store sal. Og hun har talt kvindernes sag op i sin egen branche. En branche, der fortsat er præget af sexisme og ageism, af bro-culture og patriarkalske magtstrukturer.
“Der er nok et kriger-gen gemt i mig; en stædig insisteren på, at jeg bedst selv ved, hvad der er rigtigt for mig. Min overbevisning er, at jeg altid arbejder i de lange stræk, så der er ikke plads til de nemme løsninger. Jeg lever i overensstemmelse med mine egne principper, og jeg har skabt min egen skole
i en branche, der ikke er god til at facilitere et trygt og kraftfuldt ståsted for kvinder.”
Pernille Rosendahl stiller sig frem, lytter og siger fra - fordi hun har øvet sig i så mange år på at udfordre sine egne evner, formidle den virkelighed hun har oplevet, og modstå de lette, kommercielle valg, hvis de kompromitterer hendes egen stemme, lyd og overbevisninger.
“Det vigtigste du har som kunstner er originalitet. Der er kun en af dig, og det faktum alene, repræsenteret en høj værdi. Hvis du er tro mod din stemme, dine evner og din nysgerrighed, så smitter det af på din kunst. Ikke fra den ene dag til den anden men over tid. De velkendte 10.000 timer - og mere til - er dét der skal til, for alle der vil søge ind i musikkens væsen eller enhver anden form for kunst. Musikken er ikke kommet let til mig. Jeg har sunget hver eneste dag, øvet skalaer og lavet små melodiløb. Jeg konsulterede de syv meter plader som barn, jeg udforskede musikkens mange former som ung og lige nu…? Lige nu skriver jeg på mit første danske album, og jeg fordyber mig i den danske sangskat. For jeg er stadig nysgerrig.”